• Som en ekstra service til vores kunder, kan man skrive sig op til at modtage gode råd til dyrkningen undervejs. Det gøres på knappen herunder. Hvis du skriver dig op den dag du starter dit Gro-Sæt, vil du løbende modtage emails der svarer til hvor langt du er i processen.

     

    Want to receive tips&tricks for your Growkit in English? Click here.

  • Se hvordan du kommer godt i gang med dit gro-sæt

  •  

     

     

     

  • FAQ for Gro-sættet

    Nedenfor besvarer vi ofte stillede spørgsmål om Gro-sættet

    Hvordan bør jeg opbevare posen med mycelium, før jeg går i gang?

    Posen med mycelium kan holde sig i op til 3 måneder i køleskabet, hvis ikke du ønsker at starte dit svampeprojekt med det samme. Den ideelle temperatur er mellem 2 og 5 grader. Vi fraråder at sporerne fryses ned.

    Hvordan kommer jeg i gang?

    Inden du går i gang, er det en god idé at dræbe alle bakterier der potentielt kunne være i spanden. Dette kan med fordel gøres ved hjælp af en ren klud og lidt husholdningssprit eller ved at skolde spanden med kogende vand.

     

    For at starte dit Gro-sæt, skal du - udover spanden og myceliet - bruge kaffegrums. Grumset skal helst være så frisk som muligt, uden dog stadig at være varmt.


    Kaffegrumset fra en, to eller tre kander kaffe blandes med myceliet i spanden med en ren ske. Kom herefter låget på, og vent 2-3 dage, indtil grumset er dækket af det hvide mycelium.

    Hvor frisk skal kaffegrumset være?

    Vi vil fraråde at bruge grums der er ældre end 3 dage, da man ellers risikerer kontamination gennem grøn mug eller anaerobe bakterier.

     

    Hvis grumset gemmes mere end 3-4 timer før det blandes i Gro-sættet, anbefaler vi, at du opbevarer det i køleskabet indtil du kommer det i Gro-sættet.

     

    Skal jeg blande indholdet hver gang, jeg tilføjer frisk kaffegrums?

    Nej, det er kun når du starter Gro-sættet, at myceliet og grumset blandes med en ske. Når du fremover tilføjer frisk kaffegrums, gøres det ved at lægge grumset i en jævn fordeling ovenpå det hvide mycelium med en ren ske.

     

    Hvor ofte bør jeg tilføje kaffegrums?

    Når det senest tilføjede kaffegrums er helt dækket af det hvide, bløde mycelium kan du tilføje frisk kaffegrums. Dette tager typisk 2-4 dage. Undgå at mase kaffegrumset ned i spanden, og tilføj ikke mere end en jævn fordeling af 1-2 cm kaffegrums ad gangen.

    Kan jeg smide kaffefilteret i?

    Ja, du kan sagtens lægge kaffefilteret med i blandingen. Træfibrene i filteret er noget svampene elsker.

    Hvor meget kaffegrums skal jeg komme i Gro-sættet?

    Bliv ved med at tilføje kaffegrums indtil Gro-sættet er fyldt til kanten.

    Kan jeg bruge andet end kaffegrums?

    Hvis du sørger for at sterilisere/pasteurisere det først, kan du anvende næsten hvilken som helst type plantefibre som vækstmedie. Det kunne være savsmuld, halm, pap, træflis eller lignende. Én af fordelene ved kaffegrums er dog, at det bliver pasteuriseret ved kaffebrygningen, og kan anvendes uden anden bearbejdning.

    Hvor lang tid tager det, før der kommer svampe?

    Det afhænger både af temperatur og luftfugtighed, og selvfølgelig af hvor meget kaffe du drikker. Typisk vil det tage mellem 6 og 8 uger, før du kan høste første gang. Efter første høst, kan du forvente en ny høst cirka hver anden uge. Gro-sættet vil give færre og færre svampe for hver høst, og efter du har høstet tre gange, anbefaler vi derfor, at du genstarter sættet, som beskrevet på spanden.

    Hvor mange svampe kan jeg producere med et Gro-sæt?

    Det afhænger ligeledes af vækstforholdene Gro-sættet udsættes for. Typisk vil sættet give svampe tre gange med i alt cirka et halvt kilo svampe til følge. Efter hver høst bør du tilføje en smule vand til Gro-sættet. Substratet i spanden kan også krybe en smule efter du har høstet. I dette tilfælde, kan du tilsætte lidt ekstra kaffegrums. Du kan herefter genstarte sættet ved at tilføje ny kaffegrums, som beskrevet på spanden.

    Jeg skal på ferie. Hvad gør jeg?

    Hvis du skal ud at rejse, eller af andre årsager ikke kan passe dit Gro-sæt i en længere periode, kan du med fordel sætte Gro-sættet i køleskabet. Ved køleskabstemperatur går myceliet i dvale, og du kan fortsætte hvor du slap, når du igen er hjemme og klar. 

     

    Hvis Gro-sættet er fyldt og groet helt til, kan det en tur i køleskabet faktisk være en fordel for væksten. Svampen vil tro, at det er ved at blive vinter og vil efter et par dage i køleskabet, skynde sig at sætte svampe så snart temperaturen stiger, i tilfælde af, at det er sidste chance inden vinter. Dette trick kan du i alle tilfælde anvende når spanden er fyldt og klar til at give svampe.

    Hvad er de optimale vækstforhold?

    Vi beskriver her de optimale forhold. Vær opmærksom på at du stadigvæk vil opnå fine resultater uden at følge alle anvisningerne 100%.

     

    Svampens udvikling kan opdeles i to faser:

     

    1. Vækstfasen 
    2. Frugtsætningsfasen

     

    Vækstfasen er perioden hvor du tilføjer kaffegrums og myceliet får lov til at sprede sig. Her vokser svampen sig stærk, så den er klar til næste fase, hvor den skal give frugt. De optimale vilkår for dit Gro-sæt i denne fase er ved stuetemperatur (20-25 grader) og uden lys.

     

    Den næste fase begynder når du har fyldt din spand helt op til kanten, og det sidste kaffegrums er blevet hvidt af myceliet. Nu er Gro-sættet klar til at sætte frugt. I denne fase, er de optimale vækstforhold 15-20 grader, høj luftfugtighed og lyse omgivelser (uden direkte sollys). Hvis ikke du kan skabe sådanne forhold derhjemme, kan du med fordel sætte Gro-sættet i køleskabet i et døgns tid. Dette snyder svampen til at tro, at det er ved at blive vinter, og den vil derfor skynde sig at sætte frugt. For at opnå en høj luftfugtighed, kan du ved tørre omgivelser jævnligt sprøjte lidt vand på svampene.

    Hvornår skal jeg fjerne tapen?

    Når Gro-sættet former svampen efter cirka 10-14 dage i frugtsætningsfasen, vil den selv skubbe tapen til side. Hvis ikke den selv falder af, kan du hjælpe tapen af vejen. Lad tapen sidde de steder, hvor der ikke gror svampe.

    Hvornår bør jeg høste?

    Når Gro-sættet har dannet en klynge svampe og svampenes hoveder fremstår horisontale, bør du høste.

    Hvordan kan jeg genstarte mit Gro-sæt?

    Efter du har høstet anden eller tredje gang, vil dit Gro-sæt formentligt stoppe med at give svampe. Herefter kan du med en ren ske fjerne cirka 80% af substratet fra spanden. De resterende 20% kan så bruges til at genstarte sættet med frisk kaffegrums. Substratet du har fjernet fra spanden kan med fordel komposteres, eller du kan efterlade det i en fugtig del af haven eller altanen, hvor du kan håbe på, at det giver lidt flere svampe. Hullerne i Gro-sættet kan dækkes af ny tape, som du kan købe hos et lokalt apotek. Alternativt kan du kigge forbi vores butik på Jægersborggade 35 i København og få et stykke tape gratis.


    Hvis substratet er kontamineret af mug eller for tørt til at fortsætte, kan du købe frisk mycelium i vores butik til 60 kr pr. pose og starte forfra, når du har rengjort din Gro-sæt spand.

    Hvad gør jeg hvis svampene er meget små og tørre?

    Dette kan betyde at omgivelserne er for tørre for dit Gro-sæt. Forsøg at flyt dit Gro-sæt væk fra varmekilder eller træk. Du kan også forsøge at sprøjte vand på svampene, fx med en forstøver.

    Hvad gør jeg, hvis der er nogle farverige ting i mit Gro-sæt?

    Alt i dit Gro-sæt, der ikke er kaffegrums bør være hvidt eller beige. Der kan forekomme gullig eller rødlig væske, hvilket er normalt. Hvis du derimod observerer grøn mug (eller i sjældne tilfælde orange), er det et tydeligt tegn på kontamination.

     

    Kontamination kan forekomme, hvis Gro-sættet ikke er blevet ordentligt rengjort før du gik i gang, hvis du har brugt beskidte redskaber til at tilføje kaffegrums, hvis substratet er for tørt, eller hvis mugsporerne i luften af en eller anden grund vinder kampen over de hvide østershattesporer.

     

    Hvis det drejer sig om en lille smule grøn mug i dit Gro-sæt, kan du fjerne det ramte område med en ren ske. Hold øje med udviklingen dagligt, og fjern muggen hvis den vender tilbage. Sørg for at substratet altid er fugtigt.

     

    Hvis der er tale om kontamination i en stor del af Gro-sættet, bliver du nødt til at smide al substratet ud. Rengør herefter spanden grundigt og tør efter med husholdningssprit. Du kan starte forfra ved at købe en ny pose mycelium i vores butik.

    Hvis substratet er kontamineret af mug eller for tørt til at fortsætte, kan du købe frisk mycelium i vores butik til 60 kr pr. pose og starte forfra, når du har rengjort din Gro-sæt spand.

    Hvad nu hvis der gror svampe frem inde i spanden?

    Hvis spanden endnu ikke er fyldt, har du måske ventet for længe med at tilføje frisk kaffegrums. Fjern alle fremskudte svampe og tilføj frisk kaffegrums.